Sådan får du fjernvarme

Det er let at få fjernvarme

Vi hjælper dig gennem de 4 trin

Trin 1: Information og tilmelding

Når vi skal i gang med at lave fjernvarme i dit område, lægger vi et informationsbrev i din postkasse med et tilbud om tilslutning til fjernvarme og invitation til et informationsmøde. Du kan tilmelde dig fjernvarme her på vores hjemmeside.

Du er naturligvis velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til tilslutningen eller til fjernvarme i det hele taget.

Er der allerede fjernvarme i dit område, kan du tilmelde dig her på hjemmesiden eller du kan kontakte os på tlf. 30201019 eller pr. mail adm@egedalfjernvarme.dk

Læs mere om vores udvidelsesprojekter, beregn din varmeøkonomi med fjernvarme eller tilmeld dig til fjernvarme »

Trin 2: Kontrakt   

Når vi passerer tidsfristen for tilmelding i dit område, planlægger vi det videre forløb og sender kontrakter ud til underskrift.

Når vi har fået den underskrevne kontrakt retur, vil du modtage en opkrævning på tilslutningsafgifter. Bor du i et kampagne- eller udbygningsområde er prisen for tilslutning 15.000 kr. i 2024. Tilslutningsafgifterne fremgår af vores takstblad.

Betaling

Tilslutningsafgifter for fjernvarmetilslutning skal betales inden gravearbejdet på din grund går i gang.

Læs mere om vores leveringsbetingelser og tekniske specifikationer og priser »

Trin 3: Planlægning af gravearbejde og installation

Inden gravearbejdet på jeres vej går i gang, vil vi kontakte den enkelte grundejer for at få lavet en installationsaftale. Vi laver en skitse over, hvor stikledningen skal føres over jeres grund, og hvor den skal ind i huset. Hvis du har valgt en abonnementsaftale på installationen (en A-Model) aftaler vi også, hvor det nye fjernvarmeanlæg skal monteres inde i huset – det vil typisk være, hvor det gamle fyr har siddet. Det hele bliver skrevet ind i installationsaftalen, så vi er enige om, hvordan arbejdet skal udføres.

Vi giver dig besked om hvornår, du skal opsige din gas. Det gør du via Evidas hjemmeside.

Trin 4: Fjernvarmen kommer

Gravemaskinerne kommer nu til jeres vej. Der graves en hovedledning ned, og der etableres stikledninger til de enkelte huse. Vi retablerer naturligvis jeres grund, indkørsel mm. efter opgravningen. Der kan godt gå noget tid fra ledningerne er gravet ned, til der er varmt vand i rørene, og den egentlige tilslutning til fjernvarme kan ske.

Den indvendige installation

Når der er varmt vand i rørene, bliver du informeret om, at installationen i huset kan blive sat i gang.

A-Model

Sammen med vores VVS’er aftaler du en dato for installationen. Det tager som regel en dag at installere fjernvarme – nogle gange kan der gå to dage. VVS’eren instruerer dig i, hvordan fjernvarmeunit’en fungerer, og vores driftstekniker kommer til sidst og syner anlægget, og sikrer sammen med jer, at arbejdet er udført som aftalt.

E-Model

Du kan nu kontakte din VVS’er for at få lavet installationen. VVS’eren skal følge vores tekniske specifikationer og aftale med os hvornår, installationen skal foregå, så vi kan udlevere en måler, og så vi kan komme og syne anlægget, så snart VVS’eren er færdig.

Læs mere om A- og E-Model »

Tillykke

I har nu grøn, nem og stabil varme.